Hareide: Første samling har givet et godt udgangspunkt

Skrevet af admin

30/03/2016

Dagens topnyheder

Landstræner Åge Hareide har haft ni dage med sine spillere til nordmandens første landsholdssamling for Danmark.

Han er godt tilfreds med det udbytte, han har fået af både træningerne samt 2-1-sejren over Island og 0-1-nederlaget til Skotland.

- Jeg synes, at den første samling har været god. Vi har stadigvæk noget at arbejde med, men det er kun naturligt.

- Spillerne har taget tingene til sig, og det er gået virkelig hurtigt. Det tager tid at sætte spillere sammen, så de fungerer sammen, men jeg synes, vi er på vej.

- Kvaliteten blandt spillerne er høj. Vi har også vist, at hvis vi står rigtigt, kan vi godt skabe noget, siger nordmanden.

Han peger på de indbyrdes relationer mellem spillerne på banen som et af de områder, der naturligt vil blive bedre, når holdet får flere træninger sammen til at forstå de nye idéer bag 3-5-2-systemet.

I kampene mod Island og Skotland valgte nordmanden de samme 11 spillere i de to startopstillinger. Dermed tyder det på, at han allerede har en fast stamme at arbejde ud fra.

- Jeg tror, at hvis du skal spille et hold sammen, skal du spille et hold sammen. Så må du have spillere, der lærer at kende sin position.

- Det er meget, meget vigtigt, at vi lærer hinanden at kende. Så det er meget muligt, at det bliver de samme ansigter i Japan i juni, siger Hareide.

/ritzau/