Hareide giver Jon Dahl ansvaret for landsholdets angreb

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Det bliver en vigtig del af Jon Dahl Tomassons opgave som assisterende landstræner at sørge for, at landsholdets offensiv fungerer og laver mål nok.

Landstræner Åge Hareide mener, at Tomasson er manden, der kan bringe målfarligheden tilbage til det hold, der sidste efterår ikke scorede mod Albanien, Armenien og Portugal.

Derfor bliver der heller ikke ansat en ny angrebstræner.

- Det gør der ikke. Vi har allerede en god en af slagsen, siger Åge Hareide med henvisning til ansættelsen af Jon Dahl Tomasson som nordmandens assistent.

- Jon bliver selvfølgelig en samtalepartner, som jeg kan drøfte tingene med. Men han får også ansvaret for alt det offensive, så jeg kan give ham skylden, hvis vi ikke laver mål, lyder det med et grin fra landstræneren.

Under Morten Olsen var Ebbe Sand i nogle år ansat som decideret angrebstræner. Siden kom Martin Jørgensen til i en lidt anden rolle, men også med offensive ansvarsområder.

Den tjans overtager Jon Dahl Tomasson altså, når han fra 1. juni påbegynder sin toårige kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU). En mand, der har scoret 52 mål for Danmark må helt oplagt kunne tilføre landsholdet noget, mener Hareide.

- Jeg har set, hvad han har præsteret i landskampe for Danmark og slutrunder, og da jeg talte med ham, kunne jeg lide hans personlighed.

- Han er blid og omgængelig, men samtidig er han bestemt. Han vil gerne have en trænerkarriere. Som spiller arbejdede han sig også op. Han har kant og det lille ekstra killerinstinkt, forklarer Hareide.

Planen er, at Tomasson bliver boende i Holland og følger de danske spillere i Holland, Belgien og Tyskland, mens Hareide med bopæl i København kommer til at bruge meget tid på den danske liga.

Tomasson kommer med erfaring som både cheftræner og assistent i forskellige hollandske klubber.

- Vi ville gerne have en, der havde spillet på landsholdet og som kendte til miljøet. En, som har været med til slutrunder og som kommer udefra og kan se tingene med egne øjne. Desuden ville vi gerne have en med international trænererfaring.

- Vi mener, at Jon vil være perfekt til dette job. Det er ikke så længe siden, at han spillede på landsholdet. Han har haft en international trænerkarriere allerede ved at arbejde i Holland, forklarer Hareide.

Mens Hareide onsdag udtager sit første landshold, venter Jon Dahl Tomasson med at tiltræde i jobbet til sommer, når han har overstået sæsonen i den hollandske klub Vitesse, hvor han lige nu er assistent.

/ritzau/