Hareide jagter en ekstra testmodstander før VM-kvalen

Skrevet af admin

09/03/2016

Dagens topnyheder

Det danske fodboldlandshold har behov for en ekstra testmodstander til sommer for at få en optimal start på VM-kvalifikationen.

Danmark åbner kvalifikationen den 4. september i København mod Armenien.

I øjeblikket er kalenderen tom i dagene forud for den vigtige kamp mod armenierne, hvor landstræner Åge Hareide kræver en sejr, hvis Danmark skal have en reel chance for at komme til VM i Rusland i 2018.

- Vi arbejder på at få en testkamp i august før kampen mod Armenien, så vi kan spille en time med de spillere, vi sender på banen mod armenierne nogle dage senere.

- En testkamp vil gøre, at vi kan føle os mere trygge, siger Åge Hareide.

Onsdag klokken 13.00 udtager Morten Olsens afløser sin første landsholdstrup forud for to testkampe senere i marts mod Island og Skotland.

Når Hareide kalder til sin første træningssamling, begynder en stejl indlæringskurve, hvor landsholdsspillerne skal sættes ind i en række nye principper.

Hareide vil forsvare på en anden måde end Olsen, og nordmanden vil også have flere angribere ind i modstandernes straffesparkfelt, hvor der skal afsluttes mere end tidligere.

Efter landskampene i marts vil Åge Hareide arbejde videre med sine idéer i juni, når Danmark spiller to kampe i Japan i forbindelse med Kirin Cup. Derefter er kalenderen tom frem til VM-kvalifikationskampen mod Armenien.

- Der er lang tid fra den første uge i juni til først uge i september. Der er jo en hel sommer, og det kan være man skal skifte et helt hold ud, så det er vigtigt, at vi får en ekstra kamp på plads, siger Hareide.

Danmark skal i efteråret spille fire kampe i VM-kvalifikationen. Efter Armenien venter en udekamp i Polen, før Kasakhstan og Montenegro kommer forbi København. Landsholdet er desuden i kvalifikationsgruppe med Rumænien.

- Man tror, at Armenien, Kasakhstan og Montenegro er nemme nationer at spille imod, men det er de ikke.

- De mindre nationer bliver bedre hvert eneste år. De får erfaringer og bliver stærkere.

- Armenien har også slået Danmark i København, så vi skal være på vagt, og kampen beviser, at ingen modstandere er nemme, siger landstræneren, der alligevel kræver tre hjemmesejre over Armenien, Kasakhstan og Montenegro.

- Skal vi have en reel chance for at komme til VM, så skal vinde de tre kampe, vi har i Parken til efteråret. Hvis vi samtidig kan komme ud af kampen i Polen med et point, så har vi fået en meget fin start på kvalifikationen, siger Hareide.

/ritzau/