Hareide: Vi får et stærkt hold til EM i 2020

Skrevet af Redaktionen

402 uger siden

|

02/09/2016

Dagens topnyheder

Det danske fodboldlandshold domineres af unge spillere, og landstræner Åge Hareide er meget optimistisk omkring fremtidsudsigterne for landsholdet.

Når kalenderen siger 2020, og der er EM i fodbold spredt ud over hele Europa, forventer nordmanden, at det danske fodboldlandshold vil bestå af dygtige fodboldspillere i en god fodboldalder.

Holdet kan blive ekstra stærkt, hvis det får erfaring fra at deltage ved VM i 2018, hvortil kvalifikationen begynder søndag mod Armenien.

- Man skal ikke sige, at et landshold skal være et udviklingshold, men jeg tror, at det her hold kommer til at være rigtigt stærkt til næste EM om fire år, når de har arbejdet mere sammen. Kan vi nå et VM i mellemtiden, vil det være kanon, for vi har meget talentfulde spillere.

- Vi holder os selvfølgelig til målsætningen, og vi har en meget stærk tro på, at vi kan komme til VM. Men vi bliver endnu stærkere bagefter, når vi også har mesterskabserfaring. International fodbold handler meget om erfaring, siger Åge Hareide.

I den nuværende landsholdstrup er Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer, Yussuf Poulsen og Riza Durmisi alle mellem 20 og 22 år. Seks spillere er ét eller to år ældre.

Hareide er ikke bekymret for, at den nuværende trup er for ung til at kunne spille med om en VM-billet.

- Simon Kjær, William Kvist og Christian Eriksen repræsenterer dem, som skal have rutinen. Den ene er kun 24 år, men han er meget, meget rutineret.

- Nogle gange kan jeg godt være bekymret for, at holdet er for ungt. Men så kigger jeg på, hvor de spiller. De spiller i Bundesligaen, Premier League og den spanske liga. Jeg er meget glad for, at vi har spillere på det øverste niveau i Europa, for så længe de spiller der, så er jeg ikke bekymret.

- Mange af vores spillere skal spille i Champions League og Europa League. Det er topkampe det hele. Hvis stammen på holdet spiller på topeuropæisk niveau, så er det rigtig godt, siger Åge Hareide.

/ritzau/