Harry og de andre afblæser ræs mod Sydpolen

Skrevet af admin

07/12/2013

Mest læste i dag

Hårdt vejr har tvunget duellanterne i kapløbet mod Sydpolen til at indstille konkurrencen.

Den britiske prins Harry og en række krigsveteraner, der er blevet såret i kamp, har ellers i hold været på vej mod Sydpolen på Antarktis for at se, hvem der kommer først.

Men nu går det ikke mere, skriver tv-stationen ITV på sin netavis.

- Vi har standset kapløbet. Det betyder ikke, at ekspeditionen er slut. Langt fra, siger ekspeditionens chef, Ed Parker.

- Vi kom herned, fast besluttet på at få 12 mænd og kvinder, alle såret i kamp, til Sydpolen, og det får vi, tilføjer han.

I stedet for at være delt op i tre hold med hver sin støttegruppe er alle deltagerne nu i samlet flok som én gruppe på vej mod den sydligste pol.

Ræset begyndte for godt en uge siden, da de tre hold begyndte deres kapløb 320 kilometer fra Sydpolen.

Parker siger på velgørenhedsorganisationen Walking with the Wounded's hjemmeside, at vejret egentlig er godt.

- Men terrænet er meget besværligt, langt være end vi havde forudset, siger han.

Han fortæller også, at deltagerne nu vil blive kørt en del af den tilbageværende strækning og så afslutte de sidste 112 kilometer til fods eller på ski.

Det ventes, at de er fremme inden for en uge og dermed kommer hjem inden jul.

Foruden briter er der også australiere, canadiere og amerikanere med på ekspeditionen.

Også skuespillerne Dominic West og Alexander Skarsgaard er med.

Med ekspeditionen vil deltagerne støtte sårede krigsveteraner og arbejde for, at de ikke bliver glemt.

/ritzau/