Harry Potter: Danmark laver godt tv

Dansk tv hitter i udlandet. Og det er også kommet Harry Potter-stjernen Daniel Radcliffe for øre, der i går ankom til København i forbindelse med premieren på sin nye film "What if".

Inden sit besøg i Danmark fik den nu voksne barnestjerne tips om København gennem en veninde, der er helt vild med danske tv-serier som "Forbrydelsen", "Broen" og "Borgen", der alle er meget populære i Storbritannien.

- Jeg har en veninde, der er stor fan af alle de danske tv-serier, der er kommet her på det sidste, så hun har prøvet at lære mig lidt om København, før jeg kom, siger Daniel Radcliffe, der er i Danmark for første gang, til Newspaq.

På trods af venindens entusiasme for de danske tv-serier, har den tidligere troldmand dog ikke selv tændt, når Birgitte Nyborg og de andre danske karakterer fylder den engelske sendeflade.

- Jeg ser ikke tv. Eller jeg ser lidt. I laver virkelig godt tv, og jeg ser virkelig dårligt tv. Det er problemet, siger 25-årige Daniel Radcliffe til Newspaq.

 I premierefilmen "What if" spiller den engelske filmstjerne fyren Wallace, der lidt problematisk bliver forelsket i sin veninde.

"What if" kan ses i de danske biografer fra den 21. august.

Newspaq

Dagens Gossip