Hash-vejen går gennem Danmark til Norden

Danmark har den tvivlsomme ære af at være det centrale transitland for de store mængder hash, som smugles ind i Norge og Sverige.

Det skriver Berlingske i kølvandet på søndagens skuddrama i Nordjylland, hvor politiet kom i ildkamp med tre norske hashsmuglere, som forsøgte at stikke af i en gummibåd. En smugler blev skudt og dræbt, og en specialtrænet betjent blev såret af flere skud.

Skyderiet sætter fokus på smugleriet af euforiserende stoffer, som havner i vores nordiske nabolande efter først at have være transporteret på danske veje eller i danske farvande.

- Det er svært at lave en opgørelse, men mit bedste skøn er, at 90 procent af al beslaglagt hash i Sverige er kommet gennem Danmark, siger narkospecialisten Lars Hansson fra det svenske toldvæsen til Berlingske.

I Sverige forventer man en rekordstor narkofangst i 2012 med en mængde beslaglagt hash på helt op til 1,2 ton. Det er sådan cirka dobbelt så meget som de to foregående år lagt sammen.

Også nordmændene kigger sydpå mod Danmark, når de skal pege på den retning, som hashen kommer fra.

- Vi ved, at der smugles meget fra de danske kyster til Norge, og vi ser det i stor stil. Det kan være til alle havne i Norge, og det har stået på i mange år, siger Leif Vagle, som står i spidsen for afdelingen for organiseret kriminalitet i Agder Politidistrikt, til Berlingske.

Søndag aften var både specialtrænede betjente i Aktionsstyrken fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og frømænd fra søværnet på plads ved havnen i den nordjyske by Ålbæk, da tre nordmænd mødtes.

250 kilo hash skulle om bord på en hurtig gummibåd, som den ene, en 49-årig mand, var kommet sejlende med.

Under flugten blev der fra båden skudt mod politifolkene. En betjent fra Aktionsstyrken blev såret af flere skud, og betjentene svarede igen.

Den 49-årige blev ramt fire gange, blandt andet i hovedet og brystet, og mistede livet, mens en anden smugler på 27 år blev såret.

Kilde: Berlingske

/ritzau/

Dagens Gossip