Hashkørsel: Trafikråd undsiger politiet

Det er skudt over målet, når en pressetalsmand fra Nordsjællands Politi henstiller til, at man ikke kører bil i tre uger efter, at man har røget hash.

Det siger Rådet for Sikker Trafik, efter at der er opstået debat om rimeligheden af grænseværdien på 0,001 milligram THC pr. kilo blod.

Konsulent Kenneth Benfeldt fra Rådet for Sikker Trafik siger, at der som udgangspunkt går op til otte timer fra, at man som førstegangsryger tager et hiv af en joint og til, at THC-indholdet i blodet er på lovligt niveau.

- Hvis der er tale om stærk hash, kan der måske gå 12 timer, og hvis du er decideret misbruger og har røget over længere tid, så kan der gå op til et døgn eller mere. Men vi er ikke i nærheden af de tre uger, som har været fremme.

- Det er rigtigt, at man kan spore stoffet i urinen i tre uger og måske mere. Men det er det aktive stof, man bliver straffet for, og det er altså ude af kroppen længe før, siger han.

Ikke desto mindre er antallet af sager eksploderet. Hvor der i 2011 optrådte 15 tilfælde af "førere påvirket af euforiserende stoffer" i politiets statistikker, var tallet sidste år oppe på 3924.

Det skyldes ifølge Kenneth Benfeldt ny teknik, som politiet har taget i brug.

- Det er formentlig, fordi politiet har fået de nye narkometre, hvor man hurtigt og nemt kan få en idé om, hvorvidt en person har stoffer i blodet.

- Traditionelt har politiet benyttet en test, hvor man stillede føreren nogle opgaver og ledte efter tegn og symptomer på narkotikapåvirkning.

- Den er tidskrævende, og det kræver også en vis rutine at udføre den, og derfor har den ikke været lige så effektiv som narkometrene, siger han.

Uanset, hvornår man i givet fald risikerer at få frakendt kørekortet, er det en rigtig dum idé at kombinere hash med bilkørsel, fastslår konsulenten.

- Ligesom mange andre stofgrupper påvirker hash den måde, man reagerer på, også i trafikken.

- Nogle stoffer virker opkvikkende, mens hash for eksempel er sløvende. Uanset hvad, så er det ikke hensigtsmæssigt at køre bil, når ens dømmekraft ikke er, som den plejer, siger han.

1. januar 2012 blev reglerne for kørsel i hashpåvirket tilstand strammet. Hvor man før stod til en betinget frakendelse af kørekortet, er sanktionen nu ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år.

/ritzau/

Dagens Gossip