Hashsag: Sigtet betjent skal mentalundersøges

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Der kan gå en rum tid, før anklagemyndigheden afgør, om der skal rejses tiltale mod en politimand i den hidtil mest omfangsrige hashsag i Danmark.

Advokaturchef Jens Rasmussen ved Københavns Vestegns Politi oplyser til Ritzau, at politimanden skal mentalundersøges, før anklagemyndigheden tager stilling til, om han skal tiltales.

Det er politimandens forsvarsadvokat, som har forlangt en mentalundersøgelse i sagen, oplyser Jens Rasmussen.

Formålet med en mentalundersøgelse er i sidste ende, om person skal dømmes til for eksempel en form for behandling i stedet for en fængselsstraf.

78 personer er allerede tiltalt i den enorme sag om organiseret hashhandel på Christiania, som havde sin foreløbige kulmination, da politiet i marts slog til flere steder i landet og anholdt omkring 80 personer, hvor de fleste efterfølgende blev varetægtsfængslet.

Blandt de fængslede var betjenten. Han er siden blevet løsladt, da anklagemyndigheden har vurderet, at han ikke vil kunne forstyrre efterforskningen, hvis han er på fri fod.

Af habilitetsgrunde er det Københavns Vestegns Politi, der har stået for efterforskningen mod betjenten, som har arbejdet hos Københavns Politi. Det er netop politiet i København, som ellers kører hovedparten af den store sag.

Betjenten er sigtet for gennem fire år at have modtaget større kontantbeløb fra sin kæreste, der også er sigtet i sagen.

Anklagemyndigheden mener, at betjenten har været klar over, at beløbene stammede fra salg af hash, og dermed har han angiveligt gjort sig skyldig i hæleri.

1. maj rejste anklagemyndigheden i København tiltale mod 78 personer i sagen. Blandt andet politimandens kæreste, som ifølge anklagemyndigheden har stået for salg af mere end 200 kilo hash.

Men sagen mod politimanden selv må afvente mentalundersøgelsen, som består i samtaler med en psykiater, en psykolog og en socialrådgiver.

Justitsministeriets tilstræbte ventetid på at gennemføre en mentalundersøgelse er halvanden måned, men ofte kan undersøgelsen trække ud.

Når undersøgelsen er gennemført, skal anklagemyndigheden så først forholde sig til den retspsykiatriske erklæring, som bliver udarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, før der vil blive taget stilling til tiltalespørgsmålet.

/ritzau/