Hastebehandling slut: Nu skal børn integrationsvurderes

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

Går man ind på Folketingets hjemmeside for at læse lovforslag nummer 191, der skal lukke hullet efter en EU-dom om familiesammenføring, får man en tom side frem.

Behandlingen af forslaget er samtidig gået så stærkt, at politikerne nærmest på vej ind i folketingssalen fik udleveret høringssvar.

Det fik hård kritik fra Enhedslisten, Alternativet og De Radikale under tredjebehandlingen fredag, hvor forslaget blev vedtaget af et bredt flertal. Det betyder, at børn over otte år skal integrationsvurderes.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastholder, at der trods hastebehandlingen er tale om et gennemarbejdet lovforslag:

- Det er bedst, hvis man kan overholde høringsfristerne, men vi er desværre i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre, siger hun med henvisning til, at fredag er den sidste dag med lovbehandlinger i Folketinget før sommerferien.

Hvis ikke loven var blevet vedtaget fredag, ville det betyde, at et hul i de danske regler for familiesammenføring vil stå åbent hen over sommeren.

Hullet er opstået, efter at EU-Domstolen i april underkendte danske regler, der begrænser familiesammenføring, hvis ansøgningen indgives mere end to år efter, at en forælder har fået opholdstilladelse i Danmark.

EU-Domstolen gav den 25-årige tyrker Caner Genc, der aldrig har været i Danmark, ikke taler dansk, og som kun sjældent har set sin far, der bor i Danmark, ret til at blive familiesammenført.

Caner Genc fik først afslag på opholdstilladelse, fordi han ifølge de danske myndigheder ikke kan blive ordentligt integreret. Det underkendte EU-Domstolen.

Derfor ønsker regeringen at lave en aldersgrænse for at begrænse familiesammenføring. Inger Støjberg havde gerne set, at grænsen blev på seks år, så alle børn over denne alder skulle integrationsvurderes.

Men Socialdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative vil kunne stemme for forslaget, hvis grænsen blev sat ved otte år, som det nu er sket. Loven gælder dog ikke flygtningebørn.

Mens både Enhedslisten, De Radikale og Alternativet vender sig imod tanken om at vurdere børns integrationspotentiale, mener Inger Støjberg, at vurderingen faktisk kan være til gavn for børnene:

- Der kan være mange ting, der spiller ind. Man kigger på forældrenes intentioner med at få barnet hertil. Man kigger på sproget. Man kigger bredt på, om barnet kan integreres i Danmark.

- Og der er altså ikke meget ved at komme til Danmark for et barn, hvis ikke man kan blive integreret, siger Inger Støjberg.

Institut for Menneskerettigheder kritiserer hastværket, men vurderer ikke, at selve loven er i strid med menneskerettighederne.

Folketinget anbefaler mindst fire ugers høringsproces for lovforslag. Det er ikke første gang, Støjberg har hastet et omdiskuteret forslag igennem.

Efter tre dages hastebehandling og skarp kritik fra jurister og oppositionen stemte et flertal bestående af blå blok og Socialdemokraterne kort før jul for at give en række udvidede muligheder for at håndtere og tilbageholde flygtninge.

/ritzau/