Havarikommisionen afviser at nødbremse blev trukket i tog i Vejle

En foreløbig redegørelse fra Havarikommisionen konkluderer, at nødbremsen ikke blev trukket, da en 20-årig kvinde fra Odense blev slæbt op mod 10 meter efter et tog hen ad perronen på Vejle Banegård den 23. februar. Kvinden slap mirakuløst med livet i behold efter hun til sidst faldt ned mellem perronen og toget.

Uheldet skete lørdag morgen den 23. februar kort efter klokken 5. I følge den foreløbige rapport fra Havarikommisionen var der en del passagerer, som søgte mod den samme døråbning i toget.

Dørlukningen blev i første omgang hindret af en såkaldt klemmesikring. Den blev aktiveret af en person, der brugte sin overkrop og forhindrede dørene i at lukke og toget i at sætte i gang. Lokomotivføreren fik melding om dørfejl og kvitterede fejlen væk. Herefter kiggede togføreren ud af vinduet og satte toget i gang.

Kort efter at toget var kommet i bevægelse opstod der endnu en dørfejl, hvorefter lokomotivføreren farebremsede og bragte toget til standsning.

Under igangsætningen havde den 20-årige kvinde ved dørlukningen fået sin venstre arm i klemme mellem dørbladene ved bagerste dørparti. Dørbladene var forsynet med gummiliste, som klemte fast omkring hendes håndled.

En ung mand, som stod i vestibulen i toget, forsøgte at smadre glasset til nødåbning af døre, for at aktivere nødåbningen af dørene mens toget var i bevægelse. Det mislykkedes at nødåbne dørene. Manden havde skåret sig på glasset, men gik til modsatte side og forsøgte at nødåbne dørene.

Den unge kvinde kom fri af togets dørblade, da hastigheden blev øget og hånden vristede sig fri. Hun snublede og faldt ned mellem tog og perron.

Af havariloggen kan Havarikommissionen se, at der ikke blev aktiveret nogen nødbremsegreb.

Sydøstjyllands Politi oplyste den 23. februar, at den 20-årige kvindes jakke gik i stykker og da jakken slap taget i toget, rullede kvinden til al held væk fra toget, men kom i klemme mellem perronen og toget.

I følge kvindens far, Jørgen Nielsen, trak kvindens veninde, der var kommet ind i toget i nødbremsen. Men det afviser Havarikommisionen nu i den foreløbige rapport.

Dagens Gossip

Dagens TV