Havarikommission slår fast: Passagerflyet MH17 blev skudt ned af russisk missil

Hollands havarikommission fastslår i sin endelige rapport, at passagerflyet MH17 blev skudt ned over det østlige Ukraine af et russisk-fremstillet BUK-missil,

Den endelige rapport fra den hollandske havarikommission om passagerflyet MH17, som blev skudt ned over det østlige Ukraine i sommeren 2014, slår fast, at flyet blev skudt ned af et russisk-fremstillet BUK-missil.

- BUK-missilet ramte den venstre side af cockpittet, siger talsmanden for havarikommissionen, som offentliggjorde den længe ventede rapport på en militærbase tirsdag efter 15 måneders spekulationer om årsagen til flykatastrofen.

- Dette sprænghoved er i overensstemmelse med dem, som er installeret i BUK jord-til-luft missilerne, siger formanden for kommissionen, Tjibbe Joustra.

Havarikommissionen siger, at "luftrummet over konfliktzonen i Ukraine burde have været lukket."

Havarikommissionen var ikke bemyndiget til at tage stilling til spørgsmål vedrørende skyld, og det fremgår ikke, hvem der affyrede missilet.

Flyet blev skudt ned 17. juli sidste år. Passagerflyet MH17 havde 298 personer om bord. Flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Den russiske producent af BUK-missiler tog øjeblikkelig afstand fra rapporten fra den hollandske havarikommission. Det statskontrollerede russiske firma Almas-Antei viste videooptagelser af et BUK-missil, der eksploderede tæt ved næsen af et udtjent Iljusjin fly.

- Eksperimentet skulle vise, at BUK-missilet ikke blev affyret fra Snisjne - en landsby kontrolleret af prorussiske oprørere.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip