Havenes hurtige stigning kan drukne Florida og Tokyo

Skrevet af admin

27/08/2015

Mest læste i dag

I verdens have stiger vandstanden, og de seneste satellitdata peger på, at det bliver umuligt at undgå havstigninger på en meter eller mere inden for de næste to århundreder.

Skønnet kommer fra forskere hos amerikanske Nasa.

De peger på, at isen i Grønland og i Antarktis smelter hurtigere end nogensinde, og at havene bliver varmere og udvider sig med højere hastighed end hidtil.

Nasa advarer om, at havstigninger vil få store konsekvenser for millioner af mennesker på hele Jorden og særligt i områder, der ligger tæt på havets overflade.

- Flere end 150 millioner mennesker - de fleste af dem i Asien - bor inden for en meter af det nuværende havniveau, siger Michael Freilich, direktør i Nasa.

Blandt andet storbyer som Singapore og Tokyo er i farezonen for at drukne, når havene vokser, mens også en amerikansk delstat som Florida kan blive oversvømmet af vandmasserne.

- Stigningerne kan helt udslette nogle ø-nationer i Stillehavet, siger Michael Freilich.

Udsigten til havstigninger på en meter i løbet af 100 til 200 år er baseret på den globale opvarmning, man har konstateret indtil nu. Derfor kan stigningerne godt blive endnu større.

- Lige nu mener vi, at der vil være stigninger på formentlig mere end en meter baseret på den opvarmning, vi har set hidtil. Det vil højst sandsynligt blive endnu værre i fremtiden, siger Steve Nerem, der leder Nasas havstigningshold.

- Den største usikkerhed ligger i forudsigelsen af, hvor hurtigt polarisen vil smelte, fortsætter han.

FN's Klimapanel (IPCC) forudsagde i 2013, at det globale havniveau sandsynligvis ville stige med mellem 0,3 og 0,9 meter ved udgangen af det 21. århundrede.

Ifølge Nasa tyder det nu på, at facit vil ramme i den høje ende af det interval.

/ritzau/AFP