Havnechef læste ansattes sms'er: Ville rense kultur

Skrevet af admin

10/09/2015

Mest læste i dag

På mange måder var Aarhus Havn et ualmindeligt ubehageligt sted at være ansat som kranfører i 2012. I hvert fald hvis man ikke passede ind.

- Han skal mobbes, til han siger op, skrev en sikkerhedsrepræsentant eksempelvis i en sms til en kollega.

Sms-korrespondancen omhandler en tredje kranfører, som havde takket ja til en ekstra vagt. Det skete på et tidspunkt, hvor medarbejderne forsøgte at lægge pres på havneledelsen i en forhandling om arbejdsforholdene.

Da havnens ledelse ved et tilfælde kom i besiddelse af sikkerhedsrepræsentantens telefon, besluttede man at se nærmere på de cirka 1000 beskeder, der lå på den. Det endte med, at tre kranførere blev bortvist.

- Der var et voldsomt gruppepres mellem kranførerne, og der havde været en årelang boykot af alle fælles aktiviteter med havnens andre ansatte. Jeg så de her beskeder som en mulighed for at gøre op med den kultur, siger den daværende havnedirektør Bjarne Mathiesen torsdag i Retten i Aarhus.

Ledelsens beslutning om at snage i medarbejderens telefon var nemlig en stor fejl, mener Statsadvokaten i Viborg, der har tiltalt Aarhus Havn, den daværende havnedirektør og en anden ledende medarbejder for brud på brevhemmeligheden.

De tiltalte nægter sig skyldige, men erkender at have læst beskederne. Det skete imidlertid først, da kommunens jurister havde sagt god for fremgangsmåden, siger de.

- Min instruktion gik på: Undersøg sammen med juristerne, om der er noget belastende, og om man overhovedet må undersøge det, siger den tidligere havnedirektør.

Først efter juristernes godkendelse læste han de kompromitterende beskeder, fastslår han.

Den ledende medarbejder, der stod for at overføre sms'erne til en computer, gjorde efter eget udsagn heller ikke noget forkert.

- Jeg har ikke siddet og læst sms'er på det tidspunkt. Det gør jeg først, efter at kommunens jurister har sagt god for det, siger han.

Havneledelsen fik adgang til de fortrolige sms'er, da sikkerhedsrepræsentanten afleverede sin telefon til arbejdsgiveren for at få den byttet til en ny.

/ritzau/