Hawking vil sende flåde af rumsonder ud i det ydre rum

Skrevet af admin

13/04/2016

Mest læste i dag

Den verdensberømte astrofysiker Stephen Hawking vil finde intelligent liv i det ydre rum. Derfor har han, sammen med den russiske milliardær Jurij Milner, tirsdag fremlagt et nyt projekt, der har til formål at finde liv ude i universet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters sent tirsdag aften.

De to får følgeskab af prominente navne som Facebook-stifter Mark Zuckerberg og et stort hold af internationale forskere, videnskabsmænd, ingeniører og astronauter.

- At bedømme ud fra præsidentvalget er rumvæsner næppe lige som os selv, jokede Hawking på en pressekonference i New York ifølge Reuters.

Ifølge Jurij Milner og Stephen Hawking er det nu på tide, at mennesket bedriver det næste store gennembrud inden for rumfart.

Det skal ske via en flåde af superkompakte og ultralette rumsonder. Målet er at sende de små fartøjer, der ikke er meget større end en mobiltelefon, til Alpha Centauri, der ligger 4,37 lysår væk - eller godt 40 billioner kilometer fra Jorden.

Ifølge de to vil rejsen tage omkring 20 år, i stedet for de godt 30.000 år det vil tage, hvis man sender Jordens hurtigste bemandede fartøj afsted.

- Rumfart, som vi kender det, er langsom. Hvordan rejser vi hurtigere og længere ud i rummet? Hvordan tager vi dette store spring?, siger Milner på pressekonferencen.

Russeren vil lægge over en halv milliard kroner af sin egen formue i projektet.

- For første gang i historien kan vi gøre mere end bare at se på stjernerne. Vi kan rent faktisk nå dem, tilføjede den 54-årige russer, der er god for 2,9 milliarder dollar ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

I første fase af projektet vil 74-årige Hawking og hans hold af forskere konstruere et superlet rumskib, der kan rejse med op til 20 procent af lysets hastighed.

Alle data og alle resultater fra projektet vil løbende blive lagt frem for offentligheden.

Holdet siger, at de har været i dialog med det amerikanske rumagentur, Nasa, og de planlægger også at kontakte det europæiske rumagentur.

/ritzau/