Hazards straffekiks sender Chelsea ud af Liga Cuppen

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Chelsea har fået en virkelig dårlig start på sæsonen, og nedturen fortsætter.

Tirsdag aften blev det til et farvel til Liga Cuppen, da de engelske mestre tabte i straffesparkskonkurrence til Stoke efter 1-1 i den ordinære spilletid og en målløs forlængelse.

Chelseas belgiske stjernespiller Eden Hazard brændte som den eneste fra 11-meter-pletten, da Stoke-målmand Jack Butland reddede hans forsøg.

Efter fem nederlag i ti Premier League-kampe havde manager José Mourinho ellers øjnet en lille oprejsning i "den lille pokalturnering", og han demonstrerede kampens vigtighed ved at mønstre stort set stærkeste hold.

Alligevel kom Stoke foran kort efter pausen ved Jonathan Walters, og hjemmeholdet holdt føringen indtil den ordinære tids allersidste sekunder.

Men netop som publikum på Britannia Stadium var begyndt at fejre sejren og indtoget i kvartfinalen, fik Chelsea udlignet ved indskiftede Loïc Remy.

En frustreret Phil Bardsley blev straks efter præsenteret for det røde kort, og så var det op ad bakke for Stoke i den forlængede spilletid.

Trods en mand i undertal spillede hjemmeholdet dog frisk med i de 30 meget underholdende minutter, hvor begge hold jagtede sejren.

Men scoringerne måtte vente til straffekonkurrencen, hvor de første ni skytter bestod testen stensikkert, indtil Eden Hazard altså stod for den ufrivillige afgørelse.

Stoke rykker med sejren videre til kvartfinalen sammen med Sheffield Wednesday, Everton og Hull.

De øvrige fire kvartfinalister bliver fundet onsdag.

/ritzau/