HBO bekræfter: Pilou med i Game of Thrones

Rygterne har svirret siden hjemmesiden "Watchers on the Wall", der rapporterer om kult-serien Game of Thrones, skrev, at den danske skuespiller Pilou Asbæk var blevet set på settet i Nordirland, hvor seriens sjette sæson netop nu bliver filmet.

Nu tager HBO, der står bag serien, endelig bladet fra munden og bekræfter rygterne.

- Det er her til aften endelig bekræftet, at Pilou Asbæk spiler Euron Greyjoy i 6. sæson af Game of Thrones, der har premiere til næste år på HBO Nordic, skriver streamingtjenesten i en kortfattet pressemeddelelse.

Dermed gør Pilou Asbæk, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Borgen" og film som "Kapringen" og "R", Nikolaj Coster-Waldau, Dar Salim og Birgitte Hjort Sørensen selskab i klubben af danskere, der har fået lov at spille med i den voldsomt populære serie.

Euron Greyjoy, som Pilou Asbæk altså skal spille, er onkel til Theon og Yara Greyjoy i serien, der har millioner af fans verden over.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip