Hedegaard vandt første slag i klimakampen

Med gårsdagens vedtagelse af Hedegaards redningsplan lægger Europa-Parlamentet nu op til at trække 900 millioner CO2-kvoter ud af markedet for at hæve prisen på kvoterne. Det skaber begejstring hos grønne virksomheder over hele Europa, mens erhvervsorganisationer fra mange EU-lande, herunder DI i Danmark, advarer om en dyr plan for erhvervslivet.

Uanset hvad er alle dog enige om, at redningsplanen er en midlertidig løsning, og der venter vanskelige forhandlinger om en langtidssikret plan for både kvotesystemet og EUs overordnede energimål.

»Forslaget redder ikke alting i europæisk klimapolitik. Men det er en vigtig hurdle at komme over. Det sender et stærkt signal om, at parlamentet efter en mildest talt meget lang debat er blevet enig om, at det her er vejen frem. Nu skal forslaget videre i systemet, og til efteråret venter vigtige opgaver,« siger Connie Hedegaard.

Hun henviser her til, at EU-Kommissionen arbejder på forslag til et ændret CO2-kvotesystem og konkrete energi- og klimapolitiske mål frem mod 2030. På den korte bane skal Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Ministerrådet dog først finde et kompromis om den redningsplan, som parlamentet netop har sagt god for, at der kan arbejdes videre med.

Redningsplanen for kvotemarkedet blev vedtaget efter måneders intens lobbykamp og stribevis af advarsler om europæiske jobtab i en krisetid. Business Europe, paraplyorganisationen for de europæiske industriorganisationer herunder danske DI, har i breve til parlamentsmedlemmerne op til afstemningen advaret om, at planen vil hæve energipriserne og mindske forudsigeligheden.

DI har tidligere betonet, at redningsplanen, der kaldes backloading, vil koste danske virksomheder 300 millioner kroner.

DIs administrerende direktør, Karsten Dybvad, fastholder, at planen vil »svække tilliden til kvotemarkedet og lægge nye omkostninger på Europas virksomheder i en svær tid«.

»Det er kun et kortsigtet indgreb. Der bliver en højere kvotepris nu, men på et tidspunkt skal kvoterne jo føres tilbage på markedet igen, og så vil priserne blive lavere. Det vil først og fremmest skabe mere usikkerhed om markedsprisen på forskellige tidspunkter,« siger han.

Grønne virksomheder og organisationer mener dog, at advarslerne fra europæiske industriorganisationer er overdrevne. Derudover fremhæver de på linje med Connie Hedegaard, at højere kvotepriser skaber bedre betingelser for virksomheder, der arbejder med grøn omstilling.

Mens DI og mange af organisationens grønne medlemmer er dybt uenige om den aktuelle redningsplan, understreger Karsten Dybvad, at han også efterlyser en »ambitiøs europæisk energi- og klimapolitik frem mod 2030«.

Tilhængerne af Hedegaards plan vurderer dog, at redningsplanen sikrer et afgørende fundament at bygge videre på i arbejdet med ambitiøse langsigtede klimamål. Socialdemokraten Britta Thomsen (S) mener, at Europa-Kommissionen nu står styrket for forhandlingerne om et nyt kvotesystem og nye klimamål.

»Det her betyder, at kvotesystemet ikke kollapser. Hvis det var blevet et nej, havde vi intet at bygge videre på. Nu har Europa-Parlamentet sendt et stærkt signal,« siger hun.

Europaparlamentariker for de Konservative, Bendt Bendtsen (K), har de seneste uger argumenteret hårdt for redningsplanen i Europa-Parlamentets konservative EPP-gruppe, hvor modstanden mod backloading har været størst.

»Det er godt for Danmark og godt for danske virksomheder med et grønt eksportpotentiale. Men det er kun første halvleg, der er vundet,« siger han til Berlingske.

Priserne på CO2-kvoter steg kun beskedent i går, og det skyldes ifølge EU-chef i Dansk Energi, Ulrich Bang, at markedet allerede har indregnet effekten af backloading i prisen inden afstemningen.

»Det understreger, at afstemningen primært var en politisk tillidserklæring til kvotesystemet og et politisk signal til Kommissionen om at komme videre med den egentlige operation af kvotesystemet,« siger han.

Dagens Gossip