Heftige søndage på Kanal 5

Serierne ’Banshee’ og ’Hannibal’ sætter gang i søndagene i efteråret fra den 15. september klokken 21.

Den stærkt hypede og rå HBO-gangsterserie ’Banshee’ med danske Ulrich Thomsen i rollen som den kyniske Kai Proctor, tager udgangspunkt i et dystert miljø, hvor sex, vold, bedrag og kriminalitet pibler frem ved blot det mindste krads i overfladen.

Efter 15 år i fængsel løslades mestertyven Lucas Hood og rejser til byen Banshee for at opsøge sin ekskæreste. Hood involveres i et røveri og ser sit snit til ubemærket at overtage den lokale sherifs identitet.

Dermed får han den lovmæssige magt i byen, hvor vold, sex og kriminalitet i virkeligheden hersker og bliver strengt kontrolleret af lokale kræfter, ledet af den afstumpede ”forretningsmand” Kai Proctor.

Og som det perfekte match har HBO sikret sig danske Ole Christian Madsen som instruktør på fire af seriens afsnit. Ud over en række store danske film, har Ole Christian blandt andet instrueret adskillige afsnit af tv-succeserne ’Rejseholdet’ og ’Edderkoppen’, så det bliver yderst interessant at opleve hans ’take’ på en serie som netop ’Banshee’.

’Hannibal’, med Mads Mikkelsen i front, satte i foråret seerrekord på Kanal 5, og vender nu tilbage med endnu flere nye afsnit, der - som en delikat detalje - hver især er opkaldt efter en ret fra det franske køkken.

Som bekendt fokuserer ’Hannibal’ på det bizarre psykologiske forhold mellem FBI-efterforsker Will Graham og Dr. Hannibal, en retsmedicinsk psykiater, der måske i virkeligheden er Grahams egen værste fjende.

Trods den tunge arv der skulle løftes i forsøget på at transformere Hannibal Lecter fra bøger og film til tv, blev ’Hannibal’ rigtig godt modtaget af de amerikanske seere. Så godt, at holdet i øjeblikket er ved at ’skyde’ en ny sæson i Canada.

'Hannibal" har sæsonpremiere på Kanal 5 søndag den 15. september klokken 21 og en time senere er der premiere på 'Banshee'.

Se billederne nedenunder.....

Dagens Gossip