Heksen er død: Makaber anti-Thatcher-sang topper hitlisterne

Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher var bestemt ikke lige populær hos alle, og mens flere hylder Jernladyens politiske karriere, glæder andre sig over hendes død.

Det kan man blandt andet se på de britiske hitlister, hvor en sang fra 1939 pludselig stormer frem.

Heksen er død, synger Judy Garland i den klassiske musical "Troldmanden fra Oz" i sangen "Ding Dong! The witch is dead". Den ligger dagen efter Thatchers død nummer et på Amazons liste over downloads.

En anden version af sangen, der er sunget af jazz-legenden Ella Fitzgerald, ligger tirsdag nummer fire på iTunes-listen i Storbritannien.

Den gamle sangs pludselige succes hænger sammen med en Facebook-kampagne, der fejrer dødsfaldet af den tidligere leder ved at opfordre folk til at købe sangen. Det er dog ikke alle, der finder opfordringen morsom.

- Er nogen af jer forældre til små børn? Hvad lærer I jeres unge? Jeres politiske holdninger burde aldrig overskygge jeres moralske karakter, skriver Cindy Haas Hickey på Facebook-siden "Make "Ding Dong! The witch is dead" number 1".

Folkene bag den officielle britiske top 40-liste, der samler alle salgslisterne en gang om ugen, forudser, at briternes "makabre humoristiske sans" vil sende "Ding Dong! The witch is dead" ind blandt landets største hits.

- Hvis den førende version af sangen sunget af Judy Garland bevarer det nuværende momentum, er den sandsynligvis at finde på den officielle single-hitliste søndag, lyder det fra det officielle britiske hitlisteselskab.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip