Heldet med Wozniacki før Pan Pacific Open

Heldet var med Caroline Wozniacki, da lodtrækningen til WTA-turneringen Toray Pan Pacific Open i Tokyo blev foretaget.

Den semifinale-seedede danske tennisspiller er oversidder i første runde, og står til at møde italieneren Roberta Vinci, der ikke mestrer turneringens hardcourt-underlag, i kvartfinalen.

Desuden kan hun tidligst møde topspillere som Victoria Azarenka, Jelena Jankovic og Petra Kvitova i en eventuel finale.

Ikke desto mindre har den tidligere danske landsholdsspiller Peter Bastiansen svært ved at forestille sig, at Caroline Wozniacki gentager sin finalesejr fra 2010.

- Caroline er alt andet end velspillende i øjeblikket. Præstationerne er jo mere svingende end nogensinde. Det var en kæmpe skuffelse at hun ved US Open røg ud mod verdensranglistens nummer 136 (Camila Giorgi, red.), siger Peter Bastiansen.

Når Caroline Wozniacki langt i Japan, vil hun stadig have muligheden for at kvalificere sig til sæsonfinalen, WTA Championships, i Istanbul.

- Vinder hun i Japan erobrer hun 900 point, og så ser det godt ud. Men jeg kan ikke forestille mig, at det sker. I 2013 har hun kun vundet 29 af 49 kampe. I den tid hun har været professionel tennisspiller, har hun aldrig haft en dårligere sæson. Så at tingene lige pludselig skulle vende nu, kræver mirakler, siger Peter Bastiansen, der kalder Caroline Wozniackis nedtur for selvforskyldt.

- De seneste par år har der ikke været nogen overordnet plan for hendes udvikling. I et par måneder har hun Ricardo Sanchez som træner. Så arbejder hun sammen med Thomas Johansson, og nu er det hendes far (Piotr Wozniacki, red.), der igen styrer træningen. Hvor er den røde tråd? En ting er stensikkert. Der skal en ny træner til for at skaffe fremgang, siger Peter Bastiansen.

Endnu har Caroline Wozniacki ikke meldt ud, hvem der i 2014 skal træne hende.

- Ikke engang hendes rådgiver (amerikaneren John Tobias, red.) er tilsyneladende informeret. Man begynder efterhånden at tvivle på, at Piotr bliver afløst, siger Peter Bastiansen.

Efter den kommende uges turnering i Tokyo stiller Caroline Wozniacki før sæsonafslutningen op i såvel Beijing som Luxembourg.

- Jeg bliver overrasket, hvis Caroline når at samle så mange point sammen, at hun slutter året i top-10, siger Peter Bastiansen.

Dagens Gossip