Heldig dansker vinder knap 46 millioner i lotto

Udtrækningen af seks lottotal viste sig onsdag aften at falde særdeles heldigt ud for en dansk spillefugl, som nu kan kalde sig vinder af danmarkshistoriens fjerdestørste lottogevinst.

Den heldige lottospiller har vundet hele 45.969.062 kroner i superpuljen i Onsdags Lotto, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Spilleren er dansk og har købt sin kupon via et lotto-abonnement, hvor man automatisk spiller med hver uge.

Danske Spil forsøger at få fat i den heldige vinder, der vil blive tilbudt millionærrådgivning som alle andre spillere, der vinder over 1,5 millioner kroner, lyder det.

Det var kombinationen af tallene 7, 9, 14, 26, 33 og 44, der viste sig at blive særdeles indbringende for lottospilleren.

Gevinsten på de knap 46 millioner kroner er den næststørste i år.

Den største gevinst i 2013 var på 56,7 millioner kroner. Den faldt i uge 34 til en mand i 30'erne fra København, mens den største gevinst nogensinde lyder på 135,1 millioner kroner.

Den blev vundet af en Eurojackpot-spiller fra Herlev sidste år.

Onsdags Lotto er et samarbejde mellem otte nordiske og baltiske lande. De danske spillere stod onsdag aften for 21 procent af de spillede rækker.

/ritzau/

Dagens Gossip