Helen Mirren anerkendt for dronning Elizabeth igen

I 2007 modtog »The Queen«-stjernen en Oscar og i går blev hun nomineret i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle forud for dette års udgave af teaterprisuddelingen Olivier Awards. Nomineringen er udløst af Mirrens præstation i forestillingen »The Audience«, der i øjeblikket spiller for fulde huse i London.

Skuespillerindens konkurrenter er Billie Piper, Kristin Scott Thomas og Hattie Morahan. Hos mændene står dysten mellem Rupert Everett, James McAvoy, Mark Rylance, Rafe Spall og Luke Treadaway. Det største antal vinderchancer er i år gået til teaterversionen af den engelske forfatter Mark Haddons bestseller »The Curious Incident of the Dog in the Night-Time«, der fik hele otte nomineringer foran den nye musical »Top Hat« med syv og »Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street« med seks.

Prisuddelingen, der er opkaldt efter den afdøde film- og teaterstjerne Laurence Olivier, finder sted i Londons operahus den 28. april.

Dagens Gossip