Helenius header AaB på tavlen i Europa League

Skrevet af admin

02/10/2014

Mest læste i dag

Nicklas Helenius blev med et hovedstødsmål matchvinder for AaB, da de danske mestre torsdag aften i Aalborg slog portugisiske Rio Ave med 1-0 i Europa League.

AaB tog med sejren en fin revanche ovenpå nedsmeltningen mod Steaua Bukarest for to uger siden, hvor nordjyderne måtte rejse hjem med et nederlag på 0-6.

Torsdagens sejr betyder, at træner Kent Nielsen mandskab atter kan gøre sig forhåbninger om at spille sig videre til knockoutfasen.

Det lignede nu længe endnu en af de efterhånden mange aftener, hvor AaB's fans måtte kigge langt efter målene.

Kombinationerne flød nogenlunde, men der var til gengæld ikke så meget snert og præcision i afslutningerne fra især Anders K. Jacobsen.

Det blev der lavet om på straks fra anden halvlegs start, da Donny Gorter fra venstrekanten lagde bolden ind over, hvor Nicklas Helenius headede hjemmeholdet i front.

Den hjemvendte angriber, der i sidste sæson var i Aston Villa, løb mod forreste stolpe og lagde flot bolden i mål.

Hjemmeholdet jagtede også 2-0-målet og var i sin ivrighed tæt på at skabe huller bagude til de portugisiske gæster.

Der var nu ingen grund til, at Rio Ave skulle have et mål. Portugiserne havde ikke så meget at byde ind med ud over et par hurtige angribere og et godt frispark før pausen.

Frisparksforsøget tog målmandsvikaren Carsten Christensen sig flot af, da han fik puffet bolden til hjørnespark oppe ved målhjørnet. Christensen, der afløste karantæneramte Nicolai Larsen, var generelt sikker i alle sine indgreb.

I de sidste kvarter var bolden flere gange inde i AaB's straffesparksfelt. Det hele blev en smule nervøst, men hver eneste gang hamrede Rio Ave-spillerne bolden langt op på de halvtomme tribunerne - blot 4741 publikummer overværede kampen.

Anders K. Jacobsen fik også en gigantisk chance i slutfasen, da han løb en stikning op og 30 meter fra mål prikkede bolden forbi portugisernes keeper.

Den efterfølgende afslutning ramte dog ikke målrammen. Lidt typisk for Anders K. Jacobsens torsdag aften.

AaB skal næste gang i aktion om to uger i Europa League, hvor det ukrainske storhold fra Dynamo Kiev kommer på besøg i Nordjylland.

Dynamo Kiev topper gruppe J med seks point efter sejr over Steaua Bukarest.

/ritzau/