Helenius: Jeg skal nok slå til i Aston Villa

Skrevet af admin

18/10/2013

Mest læste i dag

I sommer sagde Nicklas Helenius farvel til de trygge rammer i AaB og Superligaen og kastede sig ud i et eventyr i Premier League, hvor han tørner ud for Birmingham-klubben Aston Villa.

Her er angriberen reserve til at begynde med. Sammenlagt har han endnu ikke spillet en halvleg i verdens måske mest profilerede liga. Men 22-årige Helenius er sikker på, at han nok skal slå til.

- I AaB prøvede jeg også det med ikke at spille hele tiden. Da jeg i sin tid kom op i superligatruppen, skulle jeg også vænne mig til tempoet, og jeg tænkte, at det her kan jeg ikke.

- Denne gang tænker jeg, at det her kan jeg godt. I AaB blev jeg bedre og bedre hele tiden, og til sidst var jeg god nok til at starte inde i hver eneste kamp og være en afgørende spiller.

- Det tror jeg også på, at jeg kan i Aston Villa, siger Helenius, som på søndag sammen med holdkammeraterne får besøg af Christian Eriksen og Tottenham.

Han siger, at det opskruede tempo til træning og kamp er det sværeste at vænne sig til i engelsk fodbold.

- Jeg er meget tilfreds, hvis jeg kan få 15-20 kampe i denne sæson. Målene må komme, når de kommer.

- Jeg ved med mig selv, at jeg kan finde ud af at sparke lortet i kassen, hvis jeg får chancen, så det er jeg ikke så bange for.

- Hvis jeg får 15-20 kampe, skal jeg nok score mål. Jeg har vist til træning, at jeg afslutter godt, det har jeg også fået at vide, siger Helenius.

Mange eksperter peger oftest på, at det fysiske i engelsk fodbold er den sværeste udfordring for udlændinge, som kommer til.

Men Helenius har fundet ud af, hvordan det fysiske spil skal håndteres.

- Det fysiske er egentlig ikke det hårdeste at vænne sig til, det handler bare om at dække bolden ordentligt.

- Når man spiller kampe, er der hurtigere pres på dig, og de engelske forsvarsspillere smækker igennem, når de tackler. Det lærer man hurtigt, fortæller angriberen.

Med profiler som Christian Benteke og Gabriel Agbonlahor er Aston Villa godt bemandet i angrebet. Helenius har dog intet imod at være tålmodig og vente på sin chance.

- Jeg er i spil til alle fire pladser foran, men jeg får selvfølgelig nok chancen, når der opstår en skade, eller en af de andre har spillet flere dårlige kampe i træk og bliver sat af.

- Det har manageren vist, at han godt tør gøre. Så får jeg min chance, og så handler det om at gribe den, siger Helenius.

I to ud af syv Premier League-kampe har han fået spilletid samt i Liga Cuppen. De seneste kampe har han misset på grund af sygdom, men nu er han igen spilleklar.

/ritzau/