Helikopter er sat ind i eftersøgning af kitesurfer

Skrevet af admin

10/07/2015

Mest læste i dag

En flere timer lang eftersøgning efter en kitesurfer i Øresund er tidligt fredag morgen blevet indstillet, uden at politiet har fundet en nødstedt til havs.

Det oplyser Steffen Østergaard, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Klokken 05.08 er eftersøgningen blevet indstillet. Der er lavet grundig eftersøgning i hele området, hvor vind- og vejrforhold kunne have drevet personen hen, men vi har ikke fundet nogen, siger han til Ritzau.

I nattemørket har helikopter og redningsfartøjer - heriblandt et fra Sverige - ledt efter en kitesurfer, som, man frygtede, drev rundt i den nordlige del af farvandet mellem Danmark og Sverige.

Eftersøgningen blev sat i gang, da personer klokken 21.13 slog alarm til politiet, efter at de havde set en kitesurfer klamre sig til sit bræt.

Fra helikopter har man blandt andet benyttet sig af særlige kameraer, der ved hjælp af infrarødt lys kan se varmekilder, der er varmere end vandet, som er 16 grader. Heller ikke den metode har dog båret frugt.

Det kan ikke udelukkes, at kitesurferen muligvis er kommet i land ved egen hjælp, og det er forhåbentlig tilfældet, lyder det fra politiet.

- Vi håber, at han er kommet i land på et meget tidligere tidspunkt. Men hvis nogen har set en gå i land efter klokken 21.13, må man meget gerne kontakte politiet.

- Det samme gælder for vedkommende selv, hvis han finder ud af, at vi leder efter ham. Han må også meget gerne kontakte os og fortælle, om han er i god behold, siger Steffen Østergaard.

Betjente har patruljeret kysten i området, og det vil de blive ved med fredag morgen - dog i mindre omfang end i nattens løb.

- Eftersøgningen er ikke helt lukket ned, for patruljer vil i løbet af morgenen gå langs stranden og blandt andet se efter biler med udstyr til kitesurfing, men der bliver brugt færre ressourcer nu, siger Steffen Østergaard.

/ritzau/