Helikopter finder vrag af forsvundet fly i Mexico

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

Efter 48 timers eftersøgning i Mexico er vraget af et mindre passagerfly blevet spottet af en helikopter. Samtlige 14 personer om bord er døde.

- Desværre er der ingen overlevende, oplyser transportminister Gerardo Ruiz på Twitter ifølge BBC.

Flyet med plads til 20 passagerer lettede mandag morgen fra Loreto International Airport på halvøen Baja California Sur med kurs mod Ciudad Constitucion cirka 100 kilometer sydpå.

Flylederne mistede kontakten med flyet få minutter efter, at det var lettet.

Redningsarbejdet blev besværliggjort af hårdt vejr i området som følge af en tropisk storm.

Flyet af typen Cessna Caravan blev først fundet onsdag af en helikopter, der deltog i eftersøgningen.

Ud over piloten var der 13 passagerer på flyet. Samtlige ofre for ulykken menes at være mexicanere.

/ritzau/