Helikopter redder mand fra synkende båd nær Femø

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

En helikopter har lørdag morgen reddet en mand fra en synkende båd i Smålandsfarvandet.

Manden blev hejst op i helikopteren fra den redningsflåde, han havde søgt tilflugt i, oplyser Forsvarets Operationscenter, som koordinerer redningsaktioner til havs.

Det var ved halv ottetiden, at nødråbet kom fra en lodsbåd lidt øst for Femø, oplyser vagtholdslederen til Ritzau.

Redningsstationer blev alarmeret, og samtidig blev helikopteren sendt i luften.

Personen gik over i en redningsflåde, og cirka en halv time senere blev han lokaliseret af redningshelikopteren.

Tilsyneladende var personen i redningsflåden ikke kommet noget til.

Hvorfor lodsbåden var ved at synke, har Forsvarets Operationscenter ikke umiddelbart oplysninger om.

Kun én person var til stede i båden, som tilsyneladende er sunket på lavt vand. Kun stævnen stikker op over vandoverfladen.

Tilsyneladende er der tale om en relativt ny båd, oplyses det fra anden side til Ritzau.

Politiet er ikke indblandet i sagen, og her ved man ikke, hvorfra båden kom, og hvor den var på vej hen. Der er ikke umiddelbart fare for forurening, har politiet fået oplyst.

/ritzau/