Helikopter styrter ind i luksus-højhus i Gangnam

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

En helikopter er forulykket i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, efter at have ramt et højhusbyggeri. Ulykken er fundet sted lørdag i det fashionable Gangnam-distrikt, der blev verdenskendt med sidste års globale hit "Gangnam Style".

Adskillige af luksuslejlighederne nær toppen af det 30 etager høje kompleks blev ramt af helikopteren, før den styrtede til jorden. De to piloter om bord er begge omkommet, men ingen mennesker i bygningen kom noget til.

Hundredvis af politibetjente, redningsfolk og soldater er blevet sendt til ulykkesstedet. Her viser tv-billeder knuste vinduer og kollapsede vægge i lejlighedskomplekset.

Årsagen til helikopter-styrtet er endnu ikke officielt oplyst. Men noget tyder på, at ulykken kan skyldes, at piloterne mistede orienteringen på grund af "ekstremt tåget vejr", som en anonym embedsmand udtrykker det.

Helikopteren ejes af elektronikkoncernen LG Electronics, og den var på vej for at hente en af firmaets ledende medarbejdere, der skulle på forretningstur.

/ritzau/AFP