Helikoptere leder efter 18-årig

Sydøstjyllands Politi og Søværnets Operative Kommando (SOK) satte natten til tirsdag en større eftersøgning i gang i farvandet mellem Juelsminde og øen Endelave.

- Vi søger efter en lille båd med to personer, siger den vagthavende ved SOK.

Eftersøgningen blev iværksat klokken 02, efter at de to personer har været meldt savnet siden mandag aften. To helikoptere og flere skibe er sat ind i eftersøgningen i farvandet ud for kysten ved Horsens.

- Der er ikke tale om nogen nødmelding, men en udeblivelse. Det vil sige, at der er nogle personer inde på land, som har meddelt, at de savner dem, som er taget ud i båden, lyder det fra SOK.

Ifølge Dagens.dk er der tale om to 18-årige mænd, der mandag aften sejlede ud i en jolle ved Juelsminde.

De to skulle sejle fire kilometer vest for Juelsminde, hvor de skulle mødes med en anden ung mand. Men de dukkede aldrig op.

- Kort før klokken et kontaktede han politiet, og vi alarmerede Søværnets Operative Kommando (SOK), der søger efter mændene med to helikoptere og flere redningsfartøjer, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.

Mændenes bil holder i Juelsminde, og ingen kan komme i kontakt med de to 18-årige mænds mobiltelefoner.

- Vi kan i hvert fald håbe på, at de fortsat er i jollen. Vandet er jo ret koldt endnu, forklarer Hans Hoffensetz.

Søværnets Operative Kommando fortsætter tirsdag morgen med at lede efter de to mænd.

/ritzau/

Dagens Gossip