Helle må vente i 4,5 år på sin erstatning: Udflytning af job kan øge sagsbehandlingstider yderligere

En ødelagt ryg, en afhugget finger, en diskosprolaps. Tusindvis af mennesker udsættes hvert år for arbejdsskader.

Når uheldet er ude, bringer medarbejdere sagen for Arbejdsskadestyrelsen. Men selvom de skadede med al tydelighed får medhold i, at de er berettiget til en erstatning, må mange vente i årevis på at få erstatningsbeløbet at vide og ikke mindst få det udbetalt. Ventetiden betyder i værste tilfælde, at de ramte må gå fra hus og hjem, hvis de fx ikke kan arbejde fuldtid på grund af skaden og dermed ikke får den samme indtægt som tidligere.

Har ventet over tre år
Helle Jensen fra Ringsted er en af de mange mennesker, der har ventet længe på at få sin erstatning udbetalt.

I juni 2012 brækkede hun en lændehvirvel, da hun forsøgte at hjælpe en borger i kraft af sit job som social- og sundhedsassistent. Borgeren snublede og rev Helle med i faldet, hvilket gav en skade i ryg og lænd, som Arbejdsskadestyrelsen med det samme anerkendte som en skade.

Sagen er siden da gået sin gang. Helle mistede sit job som følge af uheldet, men kom i jobtræning omkring årsskiftet 2012-2013. Dernæst blev hun i maj 2014 visiteret til at komme i fleksjob, men først i år – i starten af 2015 – medgav Arbejdsskadestyrelsen, at hun har et erhvervsevnetab på 45 procent.

- Indtil da har jeg fået et lille bitte beløb, som FOA og jeg ankede for at få øget. Ens økonomi bliver jo vendt på hovedet, og det er et forfærdeligt system at komme ind i. Pludselig er man ‘et personnummer’ og ikke ‘en person’. Derfor er det vigtigt for mig, at sagen bliver afsluttet hurtigt, så jeg kan starte på en frisk igen, siger Helle Jensen til Dagens.dk. 

I juni i år modtog hun dog et brev fra Arbejdsskadestyrelsen om, at hun kan forvente en yderligere sagsbehandlingstid på 17 måneder – dvs. at hendes sag først ser ud til at blive afsluttet i slutningen af 2016:

Fire et halvt år efter, at skaden skete.

Udflytning forsinker sager yderligere
Regeringen meldte i sidste uge ud, at 3.900 arbejdspladser skal flyttes fra København og ud i resten af landet. Herunder Arbejdsskadestyrelsen.

Styrelsen har tidligere været ramt af at skulle spare 200 millioner kroner på grund af fejlindkøbte it-systemer. Dertil kommer, at samme styrelse har været kritiseret for at at have for lange ventetider. Fra en sag om tabt erhvervsevne ligger klar til afgørelse, til den bliver behandlet og afgjort, går der således to år i gennemsnit. Den gennemsnitlige ventetid for alle arbejdsskadesager var i foråret 2015 lidt over syv måneder.

Derfor ansatte man i foråret en ny chef og 100 nye medarbejdere, der skulle oplæres for at få styr på tingene og sænke sagsbehandlingstiden. Men nu splitter man hele styrelsen op og flytter den til henholdsvis Hillerød, Vordingborg og Haderslev. Om de nyoplærte medarbejdere følger med, er uvist. 

Når Helle Jensen hører, at Arbejdsskadestyrelsen står over for at holde flyttedag og eventuelt skal oplære nye medarbejdere én gang til, frygter hun, at ventetiden på at få hendes sag afgjort øges endnu mere.

- Hvis de skal til at flytte ud, så gemmer de sagerne til senere, og det er ikke tilfredsstillende. Jeg synes, det tager lang tid i forvejen. Jeg var 49 år, da jeg kom til skade, og nu er jeg snart ved at være 53, så hvis det skal tage så lang tid, inden sager bliver behandlet færdigt, så er mange jo gået på pension, inden deres sag bliver afgjort, uddyber Helle Jensen.

Læs også: Forsker slår alarm: 1 milion danskere lider af rygproblemer, men der er ikke penge til at forske i løsninger

Urimelige ventetider bliver endnu mere urimelige
Frygten bakkes op af advokatfirmaet KLA Personskade, der bl.a. arbejder med erstatningssager efter arbejdsskader og erhvervssygdomme, som behandles ved Arbejdsskadestyrelsen.

Gitte Møller Iversen, der er advokat og leder af KLA Personskade, kalder de nuværende ventetider for urimelige og frygter også, at sagsbehandlingstiden blot vil stige endnu mere i forbindelse med de fremlagte planer for Arbejdsskadestyrelsen.

- Der sidder nogle mennesker i den anden ende, som er blevet udsat for en skade. De har mistet deres job og skal måske flytte fra hus og hjem. De sidder bare og venter på at få en afslutning på deres erstatningssag. Mange har ventet i årevis, og vi kan ikke andet end at frygte, at udflytningen i lang tid ikke vil hjælpe. Det kan derimod forlænge sagsbehandlingstiden, siger Gitte Møller Iversen til Dagens.dk.

Selv, hvis der på sigt vil være fordele ved at flytte styrelsen ud af København, vil arbejdspladsen og medarbejdere blive ramt af en uro, som kan skabe flere problemer nu og her, uddyber hun:

- Det er fint, hvis man kan afhjælpe nogle af problemerne ved fx at overføre nogle af opgaverne til andre myndigheder, men effekterne er langt ude i fremtiden. Især hvis der samtidig ligger nogle usikre planer om, at opgaverne skal flyttes ud i landet. Jeg tror ikke, det kommer til at have nogen positiv effekt de første mange år, siger Gitte Møller Iversen fra KLA Personskade.

Dagens.dk har forsøgt at få indhentet en kommentar fra Arbejdsskadestyrelsen på, om de forventer, at udflytningen påvirker sagsbehandlingstiderne.

Styrelsen henviser til Beskæftigelsesministeren, da problematikken vedrører regeringens planer for udflytning. Beskæftigelsesministeriet er ikke vendt tilbage med et svar.

Læs også: Ekspert: Kun lille økonomisk effekt ved udflytning af 3.900 arbejdspladser

Dagens Gossip