Helle Thorning er tilbage på verdens forsider

Skrevet af admin

30/01/2014

Mest læste i dag

For knap to måneder siden gjorde Helle Thorning-Schmidt (S) sig selv til forsidestof i verdens medier, da hun under en mindehøjtidelighed for den afdøde statsmand Nelson Mandela tog et billede af sig selv i selskab med David Cameron og Barack Obama.

Nu er den danske statsminister tilbage på verdens forsider.

Denne gang skyldes opmærksomheden, at Thornings regering torsdag under dramatiske omstændigheder er blevet reduceret med en tredjedel, da SF har trukket sig som følge af intern splittelse omkring det omdiskuterede delvise salg af Dong til investeringsgiganten Goldman Sachs.

Den store britiske avis Financial Times beskriver for eksempel, hvordan "centrum-venstre-regeringen kæmper for at holde fast i magten, efter et af de tre partier i regeringen har droppet samarbejdet grundet vrede over Goldman Sachs-investeringen."

Artiklen, der er ledsaget af et billede af Helle Thorning-Schmidt, optræder torsdag eftermiddag øverst på netavisens hjemmeside.

Også de store internationale nyhedsbureauer har torsdag givet plads til statsministeren og det danske regeringsdrama.

Både franske AFP, britiske Reuters og tyske dpa følger løbende den dramatiske udvikling.

- Partiet (SF, red.) vil højst sandsynligt fortsat støtte statsminister Helle Thorning-Schmidts regering, selvom det i visse tilfælde vil være nødvendigt at søge støtte i oppositionen, skriver AFP.

/ritzau/