Helle Thorning går af som formand for Socialdemokraterne efter valgnederlag

I en tårevædet tale kort før klokken 1 offentliggjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun trækker sig som partiformand for Socialdemokraterne.

Først takkede hun partimedlemmer, der har kæmpet i valgkampen. Partiet gik frem ved valget, men mistede regeringsmagten til blå blok.

- I aften rakte vores fælles indsats ikke, så langt som vi håbede. Socialdemokraterne vandt valgkampen, men ikke valget. Vi blev slået på målstregen, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Med gråd i stemmen bekendtgjorde hun sin beslutning om at gå.

- Kære venner, jeg har været formand for vores parti i over 10 år. Jeg har elsket hver eneste dag. Jeg elsker også vores evige optimisme på Danmarks vegne. Vores dybe tro på det enkelte menneske, sagde hun og fortsatte:

- Jeg har gjort mit bedste for at leve op til den tillid, I har vist mig igennem mange år. Der har været masser af gode dage. Hver eneste dag har ansvaret været mit. Jeg står ved mine valg og de beslutninger, jeg har truffet. I ved, at jeg som jeres formand, hellere vil tage en kugle for meget end én for lidt. Som leder har jeg forsøgt altid at gå forrest. Men lederskab er også at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Det tidspunkt er nu.

Hun sendte også en hilsen til valgkampens sejrherrere i blå blok.

- Kære borgerlige partier, lad nu være med at solde det hele op denne gang. Pas på pengene, pas på velfærden, pas på fællesskabet og pas på de mennesker, der har allermest brug for et fællesskab.

Dagens Gossip