Helle Thorning-Schmidt: Verden skal spilde mindre mad

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Verden spilder enorme mængder mad hvert år, og det er nødvendigt at finde mere effektive måder at producere og distribuere fødevarer på. Derfor bør der vedtages en international protokol, der gør det muligt at måle og dermed begrænse spildet af mad.

Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun mandag morgen åbnede den store konference om grøn vækst, Global Green Growth Forum, som for tredje år i træk holdes i København.

Det anslås, at vi hvert år spilder 1,3 milliarder ton fødevarer. Allerede i dag går omkring 870 millioner mennesker sultne i seng, og i 2040 vil klodens indbyggertal være vokset til over ni milliarder mennesker, som der skal skaffes mad til.

- Derfor opfordrer vi til at vedtage en protokol om fødevarespild, sagde Thorning-Schmidt til de over 300 delegerede, der omfattede regeringschefer fra Frankrig, Sydkorea og Etiopien samt topledere fra det globale erhvervsliv.

/ritzau/