'Helt' blev til skurk: Mand skød efter flasketyve

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

En tilfældig forbipasserende opdagede natten til søndag to unge mænd, som var i færd med at stjæle flasker fra en Kiwi-butik i byen Hammerum lidt uden for Herning.

I et forsøg på at stoppe tyveriet affyrede den 26-årige forbipasserende fem skud med en gaspistol for at standse de to unge flasketyve.

Selv om manden bare ville hjælpe politiet, var hans metode lidt for voldsom, og han blev efterfølgende sigtet for at overtræde våbenloven og for trusler på livet.

- Vi kan ikke have, at folk render rundt i nattelivet og affyrer gaspistoler eller noget som helst andet, siger vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Det lykkedes da også at få de to tyve til at stå stille, og den 26-årige tilkaldte selv politiet, oplyser vagtchefen.

De to tyveknægte slipper heller ikke for en sigtelse. Der er tale om en 19-årig mand fra Hammerum og en 20-årig mand fra Viborg, som hver især er blevet sigtet for tyveri.

Alle tre er blevet løsladt søndag morgen.

/ritzau/