Helt efterlyses: Reddede 17-årig selvmordstruet pige fra døden på Københavns Hovedbanegård

Københavns Politi efterlyser nu en ung mand, der risikerede sit eget liv for at redde en 17-årig selvmordstruet pige fra døden på Københavns Hovedbanegård. 

Fredag den 4. marts klokken cirka 18.45 forsøgte den 17-årige pige at tage sit eget liv ved at springe ned på skinnerne, netop som der kom et gennemkørende tog. 

En ung mand stod på perronen netop som hun sprang ned på skinnerne, og han handlede resolut ved at springe ned til hende og trække hende væk, netop som toget var få meter fra at ramme dem begge. 

Den voldsomme episode skete fredag den 4. marts mellem spor 4 og 5 kl. cirka 18.45 på Københavns Hovedbanegård, men den heltemodige mand forsvandt, da politiet ankom. 

- Manden er en uden tvivl en helt, som fortjener stor ros. Han har desuden været udsat for en meget voldsom oplevelse, så vi vil gerne sikre os, at han er ok, siger politiassistent Jesper Sørensen fra Københavns Politi.

Den heltemodige unge mand beskrives som: 

20-30 år, af etnisk dansk oprindelse.

Bar en mørk hue, grøn jakke samt en rygsæk.

Henvendelser kan rettes til Københavns Politi på 114. 

Dagens Gossip