Hemmelig efterforskning af islamistisk miljø i Danmark

Efterforskningen handler ifølge avisen om terrorfinansiering og opfordringer til at gå i hellig krig på al-Qaedas side i Syrien. Det bekræfter Jens Møller, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, over for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Politiets efterforskning er målrettet Quba-moskeen på Amager og den omstridte imam Abu Ahmed, der blandt andet har undervist flere af de unge, der er blevet dømt i danske terrorsager.

Politiet har siden marts efterforsket sagen, herunder at der så sent som tirsdag blev lagt en opfordring på Facebook fra Quba-moskeen og det, der kaldes Islamisk Undervisning, som drives af Abu Ahmed, til at støtte Al-Nusrah-fronten i Syrien. Al Nusrah-fronten, der er dannet af al-Qaeda i Irak, fører hellig krig mod præsident Bashar al-Assads styre i Syrien. Al-Nusrah-fronten er på USAs terrorliste, men ikke på EUs.

»Vi kan bekræfte, at vi er i gang med denne efterforskning, og også at de nye oplysninger om blandt andet Al-Nusrah-fronten indgår. Derudover vil vi på nuværende tidspunkt ikke sige så meget,« siger Jens Møller til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Opfordringer til at rejse til Syrien og ikke mindst herboende, der har deltaget i krigen i Syrien, har vakt bekymring hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), der frygter, at de udgør en risiko for sikkerheden i Danmark, når de returnerer.

Den seneste opgørelse fra PET viser, at mindst 65 personer er rejst fra Danmark til kamp i Syrien.

Ifølge Københavns Politi er også foreningen Hjælp4Syrien, der åbent samler penge ind til Syrien, under efterforskning. Det er uvist, hvem der står bag foreningen, der støttes af danske salafister, der igen støtter Al-Nusra-fronten, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi skal finde ud af, hvem der egentlig står bag indsamlingen. Siden skal vi se, om pengene rent faktisk er gået til aktiviteter, der kan sidestilles med terrorisme. Det er i sidste ende, hvis sagen når frem til retten, op til en dommer at vurdere, om vi kan løfte det bevis,« siger Jens Møller fra Københavns Politi til avisen.

Morgenavisen Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Abu Ahmed.

Dagens Gossip