Hemmelig naziborg fundet i sydamerikansk jungle

Det er som taget ud af Indiana Jones film, men den er sandsynligvis god nok. 

Et hold arkæologer har fundet en række bygninger dybt inde i Argentinas jungle, der formodes at være blevet bygget til nazister på flugt, i tilfælde af at Nazityskland ikke ville vinde krigen.

Det opsigtsvækkende fund blev gjort efter flere måneders arbejde af et hold forskere, der måtte bruge macheter for at komme frem til det tilgroede område.

I området er der blevet fundet mønter fra 30'ernes Nazityskland, porcelæn produceret i Tyskland og der er swastikaer på væggene i bygningerne. 

- Halvvejs igennem krigen havde nazisterne åbenbart en plan om at opføre hemmelige bygninger, hvor lederne i Det Tredje Rige kunne søge tilflugt i tilfælde af nederlag. Bygningerne skulle placeres i utilgængelige områder, som ørkener, klippevægge og jungler, som i det her tilfælde, siger den ledende arkæolog på afdækningen, Daniel Schavelzon til Clarin

Lokale legender fortæller, at bygningerne blev opført til Hitlers højre hånd, topnazisten Martin Bormann, men det afviser Daniel Schavelzon at være tilfældet. 

Han mener ikke, at der nogensinde blev brug for bygningerne, fordi det lykkedes nazisterne at flygte med så meget guld og penge, at de sagtens kunne leve et liv i luksus i storbyer i Sydamerika. 

Efter 2. Verdenskrig flygtede omkring 9000 krigsforbrydere til Sydamerika, hvor især Argentina tog imod uden at retsforfølge dem. 

 

Dagens Gossip