Hemmeligheden bag et lykkeligt forhold, som ingen er villige til at indrømme

Den amerikanske blogger Lyz Lenz har skrevet et indlæg på Yourtango.com om ægteskabets luner. Her fortæller hun om sine erfaringer med ægteskabet. Erfaringer, som vi alle kan lære lidt af.

Herunder har vi gengivet hendes blogindlæg på dansk.

Da en af mine venner blev forlovet, var han vildt lykkelig. En aften, da han var ovre til aftensmad, fortalte han min mand, hvor forelsket han var. 

- Jeg har aldrig haft det på den her måde!- sagde han så sødt, at jeg kunne tilgive klichéen. 

- Jeg kender det. Det er dejligt at være forelsket,- sagde min mand, og smilede til mig.

Vores ven rystede på hovedet.

- Nej, det her er anderledes end jer. Vi skændes aldrig,- sagde han.

Jeg trak lidt på næsen, men min mand smilede bare og sagde, at vi glædet os til at komme til brylluppet.

Et halvt år efter deres bryllup, fik jeg et opkald fra ham. Jeg kunne mærke, at noget gik ham på og spurgte, om alt var ok?

- Tja. Vi har lige skændtes og det var rigtig slemt,- fortalte han.

Jeg fandt ud af, at "rigtig slemt" betød, at hun havde forladt rummet, og kommet tilbage efter en halv time og sagt undskyld.

Bagefter fortalte jeg ham om vores skænderier. Om hvordan vi havde smækket med dørene, sagt forfærdelige ting, trampet i gulvet, forladt huset i timevis for at vende tilbage og skændes igen. Jeg fortalte, at jeg i ren arrigskab havde smidt en kasse småkager ud, bare så min mand ikke kunne spise dem. Jeg har også gemt småkager, skruet op for varmen og ladet al lyset stå tændt (det hader han) inklusiv lommelygter og skabslamper, bare for at irritere ham. 

Min ven grinte og kunne nu slappe lidt af. 

Når kærlighed er nyt, så er det nemt at tro, at man har regnet det hele ud. Intet vil ryste én og man skal aldrig skændes. Sure sokker på gulvet vil da slet ikke få dig til at hæve stemmen overfor hende eller ham den søde. Det er ikke for at være nedladende. Det er en fantastisk tid. Alle par går gennem det, og jeg håber, at det holder rigtig længe.

Men det gør det ikke. 

På et tidspunkt i alle forhold, vil du finde dig selv, liggende i sengen og tude over noget banalt.

Da Dave og jeg blev gift, havde ingen fortalt os om disse besværlige tider. Når noget så simpelt, som at feje gulvet kunne få dig til at tvivl på hele forholdet. En veninde fortalte mig engang, at hun havde det så dårligt over, at hun hele tiden tvivlede på sin partner - lige indtil hun fortalte det til sin mor, som havde været gift i 50 år. Hun fortalte, at hun stillede sig selv det spørgsmål hver uge. 

I det tidlige stadie af vores ægteskab skammede jeg mig over at fortælle om vores skænderier. Jeg følte mig illoyal. Ville folk ikke tænke forfærdelige ting om os? Men sandheden er, at jo mere jeg snakkede med gifte par, jo mere blev jeg klar over, hvor normalt det er at smække en dør og gemme en småkage, eller ligge i sengen og fundere over, om man har fundet den rette.

Jeg er evigt taknemmelig over et par, som fortalte min mand og mig en historie om deres vilde kamp for at samle en reol. De var selvfølgelig kommet op og skændes, og manden havde forladt lejligheden. Konen tænkte så, at den bedste måde at få skuffen under ham var ved at spise en tærte, som han mor havde bagt til ham. Så da han kom tilbage, så sad hun midt på køkkengulvet, med ansigtet dækket af blåbærtærte og tudede. Han tog en gaffel og satte sig ved siden af hende. De har været gift i 20 år.

Da jeg først hørte det, var jeg chokeret. Hvordan kunne de sige, at de havde et godt ægteskab, når de begge var så latterlige?

Nu holder jeg mig til den historie som en lykke-kaninfod. På mine dårlige dage, så minder den mig om, at vi begge kan være dumme og lykkeligt gift. Jeg opfordrer ikke til, at man gør barnlige ting eller har unødige skænderier. Det er godt at beholde noget perspektiv, men sandheden er, at du ikke kan gøre det hele tiden. I de øjeblikke, hvor du har mistet al værdighed, er dækket af blåbærtærte og græder på gulvet, så husk, at det er okay. Vi har alle været der på den ene eller anden måde.

For nylig, under et skænderi, sagde jeg til min mand:

- Ved du hvad? Jeg har det okay med det her skænderi. Jeg ved, at jeg har resten af livet til at lære dig at klare vasketøjet,- 

- Det er rigtigt. Og jeg har resten af livet til at lære dig at slukke for lyset,- svarede han.

Så gik vi i seng. Stadig en smule sure, men motiverede til at løse vores problemer, så længe vi er sammen.

Dagens Gossip