Hemmeligt beredskab for Danske Bank

På en række hidtil hemmeligholdte møder i 2008 og 2009 mellem Danske Banks daværende topdirektør Peter Straarup, bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen og Nationalbankens øverste ledelse lagde embedsmændene et betydeligt pres på banken, ligesom man oprettede et særligt nødberedskab, der med få timers varsel kunne betale milliarder for Danske Banks lån i USA, såfremt banken ikke selv kunne. Beredskabet var i princippet ubegrænset og i dollar.

Ingen andre danske pengeinstitutter fik en sådan behandling under finanskrisen, der fra efteråret 2008 bragte stribevis af banker i knæ.

Nationalbanken har i en aktindsigt bekræftet over for Berlingske, at der fandt en række ekstraordinære møder sted. Men Nationalbanken har afvist at give aktindsigt i referaterne fra møderne.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Berlingske har dog ud fra andre kilder kunnet sammenstykke centrale dele af de tiltag, som Nationalbanken gennemførte for at undgå et krak i Danske Bank, der i yderste konsekvens kunne have udløst en dansk statsbankerot på det mest kritiske tidspunkt under krisen. Danske Bank har fået informationerne forelagt, men har ikke ønsket at kommentere sagen.

Den dag i dag er det hidtil fortrolige kriseberedskab yderst relevant, idet Danske Bank fortsat er en kolos i forhold til dansk økonomis størrelse, og i Europa kun overgås af cypriotiske banker.

Lige nu diskuteres det i Danmark, hvordan man skal sikre de største banker bedre mod krak, der kan true hele samfundsøkonomien. De politiske forhandlinger om det genoptages efter sommerferien.

Dagens Gossip