Hemmingsen får karantæne for spil på egne kampe

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Matchfixingnævnet i Danmarks Idrætsforbund (DIF) har idømt den tidligere fodboldtræner Carsten Hemmingsen en karantæne i et halvt år og en bøde på 25.000 kroner for spil på nederlag til eget hold.

Overtrædelsen af DIF's matchfixingregulativ fandt sted, da Carsten Hemmingsen var cheftræner for Middelfart.

Her har han to gange spillet på nederlag til sit eget hold og yderligere 16 gange på kampe i egen turnering.

Kendelsen lyder på seks måneders udelukkelse fra enhver aktivitet under Dansk Boldspil-Union (DBU) og en bøde på 25.000 kroner.

- Der er tale om en skærpet sanktion, som afspejler alvoren i sagen. Der foreligger to tilfælde af spil på nederlag til eget hold og 16 tilfælde af spil på kampe i egen turnering.

- Overtrædelserne er systematiske og vedvarende, og samlet set er der spillet for et ikke ubetydeligt beløb.

- Det er en skærpende omstændighed, at Carsten Hemmingsen som træner står i en særlig position og med et særligt ansvar, siger formand for DIF's matchfixingnævn, Torben Jessen.

/ritzau/