Henning Jensen tildeles hæders-Reumert

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Den prestigefulde Årets Hæderspris, der hvert år bliver uddelt ved Årets Reumert, går i 2014 til skuespilleren Henning Jensen.

Foran blandt andre Kronprinsparret modtog han anerkendelsen ved prisuddelingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Prisen blev motiveret og overrakt af Bikubenfondens direktør, Søren Kaare-Andersen, der roste den 71-årige skuespiller.

- Sent i sit liv har Henning Jensen sluppet noget løs i sig selv. Givet pokker i kontrol. Sprængt gamle rammer. Nu møder han rollen med hele sin personlighed. Lys, mørke, tvivl og tilgivelse. Og det har ført til nogle af karrierens største præstationer.

- Også i denne sæson har Henning Jensen sat sit dybt personlige aftryk på en stor sæson. Gamle Levin i "Indenfor murene" var et blændende og bevægende portræt af landets sidste patriark i kærligt fald fra magten.

- Alle disse mænd har været stolte, stærke, skrøbelige - og samtidig besjælet af en ny mildhed. Over for sig selv og over for tilværelsen. De udgør et vidnesbyrd om skuespilkunst af allerhøjeste klasse. Lige til en hæderspris, sagde Søren Kaare-Andersen ved prisoverrækkelsen.

Det var niende gang, at en skuespiller modtog Årets Hæderspris, som tidligere blandet andet er givet til Ghita Nørby, Bodil Udsen og Preben Kristensen.

Med prisen følger også 200.000 kroner samt den nye Reumert-statuette af glas, der er lavet af billedkunstneren John Kørner.

Marianne Høgsbro, der også spiller med i "Indenfor Murene" vandt en Reumert for Årets Kvindelige Hovedrolle, mens Søren Sætter-Lassen tog sig af mændenes pris.

Det Kongelige Teaters "Metamorfoser" blev Årets Forestilling, og Madeleine Røn Juul blev Årets Instruktør efter at have instrueret stykker på tre forskellige teatre.

Henriette Bonde-Hansen tog prisen som årets sanger for "Lucia di Lammermoor" i Den Jyske Opera.

I alt blev 15 priser, Årets Hæderspris og 10 talentpriser uddelt.

/ritzau/