»Henning Larsens betydning for dansk arkitektur kan ikke overvurderes«

Sådan lyder skudsmålet fra Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center, dagen efter, at Henning Larsen gik bort.

»Hans eftermæle er stort og solidt i rækken af de få danske koryfæer, vi har haft. Henning Larsens betydning for dansk arkitektur kan ikke overvurderes. Han står i samme række som C.F. Hansen, Kay Fisker, Jørn Utzon og Arne Jacobsen. Det er de store danske koryfæer. Det er eliterækken,« forklarer Kent Martinussen og fortsætter:

»Vi har ikke de store internationale arkitektstjerner i Danmark, men vi er kendt for at have en høj kvalitet i bredden. Vi har nogle få store og internationale arkitekter, og Henning Larsen er den sidste i rækken.«

Ud over at være en ener inden for sit felt, var Henning Larsen også foregangsmand for at gøre verden opmærksom på dansk arkitektur og omvendt, påpeger Kent Martinussen, som selv er arkitekt, og som har undervist og forsket ved danske og udenlandske universiteter og arkitektskoler.

»Han adskiller sig ved om nogen at være den danske arkitekt, som har bragt Danmark og dansk arkitektur ud i verden samtidig med, at han bragte verden til Danmark. På det punkt var han uforlignelig. Det afspejler sig blandt andet ved, at han skabte arkitekturgalleriet Scala i 1980erne, hvor Danmark stort set var et lukket land rent arkitektonisk. Der var ingen arkitekter fra udlandet, der byggede i Danmark overhovedet, men med sit galleri skabte Henning en internationalisering, som bragte de største udenlandske arkitekter til Danmark. De udstillede hos Henning i hans galleri og kom til Danmark og forelæste. Det er afgørende for, at Danmark og danske arkitekter vågnede op og blev en del af det globale samfund,« forklarer direktøren.

Blandt Henning Larsens tegnestues mest berømte værker finder man Operaen i København, koncertsalen og konferencecenteret Harpa i Island, udvidelsen af Ny Carlsberg Glyptotek og udenrigsministeriet i Riyadh i Saudi-Arabien. Dertil kommer en lang række universitetsbygninger i både Danmark og udlandet. De mange forskellige bygninger vidner om Henning Larsens bredde, mener Kent Martinussen.

»Han demokratiserede og humaniserede arkitekturen. Han havde en særlig evne til at arbejde med både det store og det små. Han har for eksempel lavet et enestående krematorium, som ligger lige uden for Aarhus. Og nu er hans virksomhed er i gang med at bygge Siemens’ hovedsæde, det er en af verdens største virksomheder. Det at bygge det hovedsæde vidner om, at man er oppe i den allerøverste liga, og er i stand til at levere løsninger til de allermest krævende bygherrer i verden,« forklarer han.

Dagens Gossip