Henrettelser i USA ligger på det laveste niveau i 25 år

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Både antallet af henrettelser og antallet af personer, der er blevet idømt dødsstraf, er faldet markant i USA i 2015.

Det meddeler Informationscenter for Dødsstraf (DPIC) onsdag.

I alt 28 mennesker, der var dømt til døden, fik deres straf eksekveret i år.

Ifølge centret er det 25 år siden, at så få henrettelser er blevet udført i de amerikanske delstater. Det er samtidig et fald på 20 procent i forhold til sidste år.

Et endnu større fald kan man registrere ved domstolene, hvor 49 mennesker i løbet af 2015 blev dømt til døden. Det er 33 procent færre end i 2014, lyder det fra DPIC.

Det er samtidig det laveste antal dødsstraffe siden de tidlige 1970'ere, hvor den amerikanske højesteret midlertidigt suspenderede dødsstraf.

- Der er ikke blot tale om glimt i statistikken. Tallene afspejler en bredere ændring i holdningen til dødsstraf på tværs af landet, siger Robert Dunham, direktør for DPIC og forfatter til den seneste rapport.

I opgørelsen angives også mangel på gift til at udføre henrettelserne som årsag til det markante fald. Manglen på giftsprøjter er en konsekvens af, at en række medicinalfirmaer har afvist at levere medikamenter til brug ved henrettelser.

Flere delstater har yderligere suspenderet dødsstraf som følge af en række skrækhistorier om henrettelser, der er gået galt i løbet af de seneste år.

Blandt andet gispede den dødsdømte Dennis McGuire af smerte i 25 minutter i Ohio, mens Clayton Lockett i Oklahoma vred sig af kramper i 43 minutter. I Arizona tog det to timer for Joseph Wood at tage sit sidste åndedrag.

86 procent af årets henrettelser fandt sted i tre stater, Texas, Missouri og Georgia, hvor henholdsvis tretten, seks og fem dømte blev henrettet. I Texas er der dog tale om et drastisk fald, når det gælder dødsdomme.

- Texas er gået fra 48 nye dødsdomme, da det toppede i 1999, til det laveste antal dødsdomme registreret i staten, siger Kristin Houle, leder af en texansk organisation, der arbejder for at afskaffe dødsstraf.

Tre personer er blevet dømt til døden i Texas i år.

DPIC overvåger data om dødsstraf og henrettelser, men har ingen officiel holdning på området.

/ritzau/AFP