Henrik Dam Kristensen åbnede omfartsvej i Sunds

Skrevet af Elo Christoffersen

08/10/2012

Dagens topnyheder

 

Fire store lastbiler brød i dag  snoren til den fem kilometer lange nybyggede Sunds Omfartsvej, der leder den tunge trafik og pendlerne uden om byen Sunds, ved Herning.   Efterfølgende erklærede transportminister Henrik Dam Kristensen Sunds Omfartsvej for åben. I sin åbningstale fokuserede han på de store fordele som borgere, trafikanter og erhvervslivet nu får med den nye vej:   - Sunds Omfartsvej betyder rigtigt meget for borgerne i Sunds og for trafikanterne, der kommer til at bruge den. Vejen aflaster Sunds for den tunge trafik samtidig med, at den giver erhvervslivet her i regionen større mobilitet, sagde Henrik Dam Kristensen.   Glæde og fejring i Sunds   Sunds Omfartsvej er en meget populær vej i Sunds og omegn og glæden var også tydelig blandt de godt tusind fremmødte borgere, der var kommet for at fejre vejåbningen. De mange borgere, deriblandt flere hundrede skolebørn med flag, var med til at sætte en festlig ramme om begivenheden.   Ud over selve ”snoreklippet” og talerne ved transportministeren, borgmester i Herning Kommune og Vejdirektoratet, kunne borgerne se en lille udstilling om vejprojektet og se på veteranlastbiler.   Foto: Lundtofte Grafisk/Vejdirektoratet.