Henrik Dam vil lægge køreplan for grøn transport

»Alle er enige om, at vi skal være uafhængige af fossile brændstoffer. Derfor er der behov for, at vi nu lægger en konkret plan for, hvordan vi når målet,« siger Henrik Dam Kristensen til netavisen Altinget.dk.

Det skal være en plan, der både ser på, hvordan man udfaser de fossile brændsler på lang sigt, men som også sætter delmål undervejs.

Regeringen har hidtil opgivet flere af dens planer om grønnere transport. Forslaget om højere lastbilafgifter er røget i graven, mens forslag om nye og skrappere miljøzoner ligesom regeringens bebudede klimaplan er blevet udskudt. Desuden er betalingsringen opgivet.

Den grønne tænketank Concito tager positivt imod udspillet. Trafikpolitisk konsulent Susanne Krawack mener, at der i den grad er behov for at få lagt en plan for transporten.

»Det er en rigtig god idé. Der sker ikke noget på området, og der er ikke noget, der tyder på, at der er noget på vej. Derfor er det godt at få sat det i gang,« siger Susanne Krawack til Altinget.dk.

Hun peger på, at den tunge transport bliver den største udfordring.

»Det er ved den tunge transport, at man virkelig har svært ved at se et reelt CO2-neutralt alternativ. Ved privatbilismen ved vi godt, at løsningen er elektrificering. Men derfor skal vi alligevel have styr på, hvor hurtigt det skal gå for privatbilismen,« siger Susanne Krawack.

BNB

Dagens Gossip