Henrik Jensen kritiserer timing af Per Nielsen-beskyldninger

Brøndbys tidligere træner Henrik Jensen ville godt have været foruden Per Nielsens afsløring i mandagens BT, hvor den tidligere Brøndby-anfører i et uddrag af, at Brøndby skylder ham 2,8 mio. kr.

- Det havde været værre, hvis den var kommet for 14 dage siden, men det er da rigtig nok, at det er da ikke det smarteste at det kommer ud nu, siger Henrik Jensen, der nu er træner i BK Frem, men i sin aktive fodboldkarriere nåede knap 300 førsteholdskampe for Brøndby IF.

Per Nielsen skriver i sin nye bog, der udkommer 2. maj, at han har 2,8 mio. kr. til gode hos Brøndby, blandt andet fra en fratrædelsesgodtgørelse, som han aldrig har set skyggen af. Henrik Jensen er sammen med Per Nielsen en del af de 12 Brøndby-koryfæer, der har købt aktier i klubben, men Henrik Jensen mener ikke, man kan klandre Per Nielsen for timingen.

- Det er ikke den bedste timing, men så kan man sige, at det er typisk BT. Det er vel ikke Per, der har skrevet den artikel, han har jo skrevet en bog. Den bog tror jeg er skrevet for lang tid siden. At der kommer nogle ting ud, ved jeg ikke, hvor meget Per har indflydelse på, siger han.

Redaktør på forlaget People's Press, som udgiver bogen, Thomas Rasmussen siger, at det ikke har været bevidst, at bogen blev udgivet i forbindelse med Brøndbys aktieemission, og at Per Nielsen ikke har haft problemer med hverken bogens udgivelsesdato eller de artikler, som bogen har affødt.

- Beslutningen om udgivelsesdatoen er truffet for nogle uger siden, og der vidste vi ikke, at der måske lå en deadline her op ad. Det har været clearet med Per hele vejen, og det har han ikke haft nogen som helst problemer med, siger han og forklarer, at Brøndbys kamp mod FCK på søndag var en af grundene til, at bogen kommer på gaden på torsdag.

- Der er maksimalt fokus på Brøndby i dette forår, og at lægge den op FCK-kampen var jo oplagt. Det er den korte forklaring, siger han. 

Der blev lukket for salg af aktier i torsdag og Brøndby offentliggør mandag aften eller tirsdag, om det er lykkes at hente de 60-85 mio kr., der skal til at redde klubben. Derfor tvivler Henrik Jensen også på, at nyheden trods den dårlige timing vil have den store betydning.

- De aktier, der skulle købes, er vel købt. Der kan ikke rigtig nå at købes flere, så jeg ved ikke, hvor meget det kan skade, siger han.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV