Henrik Larsson bliver cheftræner i Allsvenskan

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Den nyoprykkede Allsvenskan-klub Falkenberg præsenterede onsdag Henrik "Henke" Larsson som sin nye cheftræner.

Den tidligere svenske landsholdsangriber skal styre Falkenberg i klubbens første sæson på topniveau i svensk fodbold. Han erstatter Den tidligere Viborg-træner Hans Eklund fra årsskiftet og får en etårig kontrakt.

- Det er sjovt, at vi kan præsentere Henrik Larsson som ny træner.

- Vi er overbeviste om, at han er den rette person til at lede holdet sammen med Tobias Tuvesson, som fortsætter som assistenttræner, siger sportschef Håkan Nilsson til Falkenbergs hjemmeside.

Henrik Larsson indledte trænerkarrieren i Landskrona i 2010. Senere blev han assistenttræner i Högaborg i 2. division. Nu venter en ny og hård udfordring for eks-angriberen.

- Det bliver rigtigt sjovt og inspirerende. Jeg kan lide udfordringer og ser frem til at lykkes med noget, som alle uden for Falkenberg tror er en umulighed, siger 42-årige Henrik Larsson.

Som aktiv spillede Henrik Larsson for storklubber som Celtic, FC Barcelona og Manchester United.

Falkenberg rykker op i Allsvenskan som mester i Superettan i den forgangne sæson.

/ritzau/