Henrik Møllgaard skifter til Paris SG

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

En af Skjern Håndbolds største profiler, Henrik Møllgaard, skifter fra næste sæson til Paris SG.

Det oplyser Skjern i en pressemeddelelse.

Dette års sølvvinder er blevet enig med den franske storklub om en lejeaftale.

- Vi har fået et meget flot økonomisk tilbud fra Paris, som ville være dybt uansvarligt at sige nej til, siger Skjern Håndbolds bestyrelsesformand, Carsten Thygesen.

- Det er vores største handel til dato og samtidig en manifestation af, at vi i Skjern Håndbold kan levere absolutte topspillere til verdens bedste klubber. Det er vi enormt stolte af, tilføjer Carsten Thygesen.

Samtidig har den store bagspiller skrevet under på en ny kontrakt med Skjern, der binder ham til klubben til 2018.

Henrik Møllgaard bliver dermed holdkammerat med Mikkel Hansen, der sammen med pariserklubben vandt det franske mesterskab i den forgangne sæson.

- Det er en milepæl og en kæmpe drøm, der går i opfyldelse for mig og min familie. Jeg glæder mig helt vildt til at smage på verdenstoppen og er taknemmelig for, at Skjern ikke vil stå i vejen for denne helt unikke oplevelse, siger Henrik Møllgaard.

Henrik Møllgaard har spillet i Skjern siden 2012.

/ritzau/