Henrik Stenson er på vej mod golfsportens double

Aldrig tidligere er det lykkedes for en spiller at vinde både den amerikanske og den europæiske pengeliste i golf.

Derfor har der været ekstra pres på svenske Henrik Stenson i denne uge, hvor European Tours sæsonfinale, DP World Tour Championship, spilles.

Stenson vandt tidligere på året den amerikanske Fedex Cup og fører samtidig Europa Tourens Final Series.

Udsigten til en historisk dobbelttriumf har dog ikke givet svenskeren gummiarm. Fredag spillede han en næsten perfekt runde med 64 slag, hvilket sender ham alene i spidsen for turneringen og godt på vej mod den samlede sejr.

Stenson lavede otte birdies på dagen og tillod sig ikke en eneste bogey.

Dermed var han en del bedre spillende end Thomas Bjørn, der gik ind til turneringen som nummer 10 på pengelisten.

Danskeren fik en skidt start med tre bogeys på de fire første huller og sluttede dagen i tre slag over par.

Dermed gled han ned på en delt 44.-plads og er ude af spillet om topplaceringerne.

Det er Thorbjørn Olesen ikke helt. Dagens runde i 70 slag sendte ham ganske vist ned på en delt 14.-plads, men han er kun syv slag efter Stenson.

Rory McIlroy, der har følgeskab af Caroline Wozniacki i Dubai, gik de 18 huller i 67 slag og er placeret på en delt niendeplads.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV